FSC®
FSC (Forest Stewardship Council®) har til formål at fremme en miljømæssig, social og økonomisk forsvarlig drift af skovbrugene. God skovdrift sikrer, at træfældningen opretholder skovens biologiske mangfoldighed, produktivitet og økologiske processer. Dette sker blandt andet med udgangspunkt i følgende principper:
- Der fældes ikke mere træ, end skovene kan nå at reproducere
- Truede træarter og udsatte områder bevares
- Vandløb, jordbund og sårbare økosystemer beskyttes
- Dyr og planteliv beskyttes
- Arbejderne får ordentlig løn, uddannelse og adgang til sikkerhedsudstyr
- Oprindelige folks rettigheder til skovene respekteres
FSC® mærket er en garanti for, at certificerede skove bliver drevet bæredygtigt, hvilket blandt andet medfører, at træerne fældes på en skånsom måde og over et bredt område, så skovdækket er nogenlunde konstant. FSC® er den eneste globale mærkningsordning, der har bred opbakning fra bl.a. WWF og Verdens Skove.
For at kunne sætte FSC® mærket på tryksagen, skal trykkeriet være omfattet af sporbarhedscertificeringen i henhold til FSC®’s standarder.
Der udføres årlige uafhængige kontrolbesøg, og det kontrolleres, at trykkeriet:
- har opbygget og implementeret en sporbarhedsprocedure med angivelse af ansvarsfordeling og en plan for uddannelse af medarbejdere.
- har dokumentation for køb og salg af FSC® certificerede råvarer og produkter.
- sikrer, at al anvendelse af FSC® logo og varemærker sker ifølge gældende retningslinjer.
Standarden for FSC® findes på FSC®’s hjemmeside.